Hvitbok om Nordens som ledende forskningsregion

De nordiske undervisnings- og forskningsministre diskuterede 24. marts et oplæg fra Gustav Björkstrand, rektor ved Åbo Akademi, om den hvidbog om forskningen, som han skal præsentere i slutningen af året om Norden som en ledende region indenfor forskning og innovation.

Sveriges undervisnings- og forskningsminister Thomas Östros, der i 2003 er formand for Nordisk Ministerråd på undervisnings- og forskningsområdet, sammenfattede på et efterfølgende pressemøde, at de nordiske lande hver især er fremgangsrige, men at alle er udsat for stor konkurrence. Det vil være oplagt for eksempel at styrke samarbejdet om biotek-forskning.

Han blev suppleret af Nordisk Ministerråds nye generalsekretær Per Unckel, der selv tidligere har været undervisnings- og forskningsminister. Han opfatter forskningen som et særdeles vigtigt nordisk samarbejdsområde:

-Hvis vi ikke gør noget, er der stor risiko for at de nordiske lande taber i konkurrencen. Omvendt er der store gevinstmuligheder, hvis vi beslutter at gøre noget for at styrke den nordiske forskning.

Gustav Björkstrand fremhævede, at infrastruktur og udstyr er blevet så dyrt, at de enkelte lande ikke længere kan klare opgaven alene. I stedet for at holde sig i små cirkler bør de nordiske lande finde ud af, hvor man mere effektfuldt kan gå sammen om forskningen.
Nyhetsbrev
Facebook