Nordisk Råds topmøde: Viden er grundlag for politikudvikling

Johannes Jansson/Norden.org

Nordisk Råds topmøde: Viden er grundlag for politikudvikling

10.11.2014
Topforskningsinitiativet, arktisk samarbejdsprogram, sundhedsforskning og klimapåvirkninger på primærnæringer blev blandt mange andre emner drøftet af de nordiske parlamentarikere på Nordisk Råds session den 28.-30. oktober 2014 i Stockholm.

Nordiske parlamentarikere samledes den 28.-30. oktober 2014 i Riksdagen i Stockholm til deres årlige session, hvor fokus var på uddannelse, integration, og arbejdsmarked. NordForsk havde en stand, hvor vi informerede vores politikere om fællesnordiske forskningsinitiativer og resultater, og fulgte med i debatten på NordForsks fagområder. Debatterne afspejlede, hvordan forskning og viden er grundlaget for mange af de politiske beslutninger, der tages i Norden. 

  

Arktisk samarbejdsprogram vedtaget

Annika Olsen

Færøernes samarbejdsminister, Annika Olsen, præsenterede Nordisk Ministerråds arktiske samarbejdsprogram, der i årene 2015-2017 skal finansiere projekter og initiativer for i alt ca. 8,5 mio. DKK. Samarbejdsprogrammet indeholder fire temaer: Befolkningen i Arktis, Bæredygtig erhvervsudvikling, Miljø, natur og klima samt Uddannelses- og kompetenceudvikling. Midlerne forventes opslået i december 2014 med ansøgningsfrist i januar 2015.

Samarbejdsprogrammet spiller sammen med NordForsks nye arktiske forskningsprogram, Ansvarlig udvikling af Arktis, der har en common pot fra alle fem nordiske lande på ca. 85 mio. NOK. Forskningsprogrammet blev nævnt i debatten, hvor blandt andet den norske parlamentariker Torgeir Knag Fylkesnes (venstresocialistiske grønne-gruppe) mente, at der skal flere penge til arktisk forskning. Det arktiske samarbejdsprogram blev vedtaget.  


Nye nordiske initiativer inden for sundhedsforskning 

Hvordan vi lever bedst muligt længst muligt er et emne, der er væsentligt for os alle og dermed for de nordiske landes regeringer. For bedre at kunne lære af hinandens erfaringer og trække på hinandens ekspertise i Norden bad Nordisk Ministerråd Sveriges tidligere minister Bo Könberg om at sammenfatte, hvordan vi kan udvikle og forbedre sundhedssektoren i Norden, og hans rapport kom i sommeren 2014. De 14 anbefalinger, den fremhæver, blev drøftet på Sessionen, og der var opbakning til politisk handling på baggrund af rapporten. En af anbefalingerne er oprettelsen af et nordisk virtuelt center for registerbaseret forskning, hvor NordForsk er nævnt som mulig administrator.

  

Topforskningsinitiativets resultater præsenteret 

I 2007 enedes de fem daværende nordiske statsministre om at slå i alt 400 mio. DKK sammen til en fælles satsning på excellent forskning inden for især klima, energi og miljø – Topforskningsinitiativet (TFI). Det blev blandt andet udmøntet via seks Nordic Centres of Excellence, som nu har arbejdet i flere år og er begyndt at skabe resultater. Nordisk Ministerråds generalsekretær Dagfinn Høybråten fortalte de nuværende statsministre om TFI, og NordForsk håber, at både finansieringsstruktur og faglige resultater kan give inspiration til fremtidige politiske initiativer. 

  

Kritik for manglende opfølgning – primærnæringer 

Forskningsprogrammet "Climate Change Impacts, Adaptation and Mitigation in Nordic Primary Industries" offentliggjorde i sensommeren 2014 programmets resultater i en rapport med anbefalinger. Rapporten blev drøftet på Sessionen, hvor der blev efterlyst opfølgning på dens anbefalinger. 

  

Islandsk præsident og dansk formandskab Höskuldur Thorhallsson

I 2014 har Island formandskabet for Nordisk Råd, mens præsidentskabet det seneste år har været svenskeren Karin Åströms (den socialdemokratiske gruppe). I 2015 overtager Danmark formandskabet og vil fokusere på Vækst, Velfærd, Værdier og Arktis, mens islandske Höskuldur Þórhallsson fra Nordisk Råds midtergruppe (centrumliberale, grønne og kristendemokratiske partier) på sessionen blev valgt som ny præsident for det kommende år. 



Tekst: Linn Hoff Jensen

Foto: Johannes Jansson og Magnus Fröderberg/Norden.org

Nyhetsbrev
Facebook