Nordisk samarbejde med CERN spreder ekspertisen

11.03.2016
Når data fra CERN skal ud til forskerne, modtages de først i et Tier-1 center. Dem findes der 13 af i hele verden, ét af dem i Norden. Det nordiske Tier-1 center adskiller sig fra resten af centrene ved at være spredt ud over fire nordiske lande, mens de andre centre er samlet på ét sted. Men hvad er Tier-1, og hvorfor har vi i Norden indrettet os anderledes end resten af verden? NeIC’s CERN-liaison Oxana Smirnova giver en god forklaring.

“Det nordiske Tier 1 er det eneste Tier 1-center, der er spredt ud over fire lande. Det er en særlig situation og resultatet af et nordisk samarbejde,” forklarer Oxana Smirnova i sit kontor på fysikgangen på Lunds universitet. Som CERN-liaison er lektor Smirnovas job at sikre, at kommunikationen mellem det nordiske Tier 1-center og CERN foregår så gnidningsfrit som muligt, både teknisk og policymæssigt. “Målet for mit job er, at forskerne slet ikke lægger mærke til det. For eksempel ved mine kolleger ikke, hvor deres data behandles. Det fungerer bare.”

“Vi udvikler ekspertise inden for moderne teknologier, som alle landene drager fordel af og får mere ekspertise af. Det er en god investering, og vi er heldige at have det i de nordiske lande.” Oxana Smirnova, NeIC’s CERN-liaison

Tier 1-centre giver adgang til CERN-data

Tier-1 er grundlæggende en klynge af computere spredt over stor afstand. Forskerne kalder det ”nettet”, “the grid” – en slags distribueret supercomputer, som samlet set har supercomputerkapacitet. Oxana Smirnova har været med fra starten omkring år 2000, hvor man begyndte at oprette Tier 1-centre. Hun fortæller:

Oxana Smirnova

“For 17 år siden, da CERN begyndte at bygge acceleratorer, var computerudgifter slet ikke med i budgettet, for i slut-90’erne var der ingen, der vidste, hvordan computerteknologi ville udvikle sig. Det stod dog snart klart, at en enkelt computer ikke var løsningen. Det ville blive et meget dyrt bæst. Så man begyndte at lede efter billigere løsninger – og forskere lavede klynger af små computere selv. Man kunne bare købe dem i en almindelig butik og forbinde dem i ét system. Det stod hurtigt klart, at klyngemodellen var vejen frem. Samtidig ville forskerne gerne have adgang til data uden at behøve rejse til CERN. Så fjernadgang blev nødvendigt, og man begyndte at udvikle en infrastrukturmodel. Og det var altså sådan, Tier 1-centrene opstod.”

Nordiske lande slog sig sammen

Hvorfor har vi spredt det nordiske Tier-1 på flere steder?

“Da Tier 1-centrene blev planlagt, havde kun lande af en bestemt størrelse råd til at huse et center. Naturligvis kunne de store lande med de største økonomier være værtslande, mens de nordiske lande var for små. Så de nordiske lande besluttede sig for at slå sig sammen og skabe et nordisk Tier 1-center. Det er et spredt Tier 1-system, der faktisk har ressourcer i fire af de fem nordiske lande. Hvis vi ser på den menneskelige kapital, så udvikler vi ekspertise inden for moderne teknologier, som alle landene drager fordel af og får mere ekspertise af. Jeg synes, det er et fantastisk eksempel på nordisk samarbejde. Det er en god investering, og vi er heldige at have det i de nordiske lande,” slutter CERN-liaisonen.

 

Det nordiske Tier 1- datacenter er spredt over fire nordiske lande og ligger i Bergen, Espoo, København, Linköping, Oslo og Umeå.



Tekst: Linn Hoff Jensen

Foto: NordForsk/Terje Heiestad

Gudmund Høst - Direktør for Nordic eInfrastructure Collaboration (NeIC)
Kontaktperson Gudmund Høst
Direktør for Nordic eInfrastructure Collaboration (NeIC)
Work +47 958 16 846
Pål Pettersen - Seniorrådgiver
Kontaktperson Pål Pettersen
Seniorrådgiver
Work +47 415 10 974
Nyhetsbrev
Facebook