Nordic Information for Action eScience Centre (NIASC)

Der er brug for at udvikle computerbaserede værktøjer til at styre og analysere data fra helseregistre og biobanker. Herigennem kan vi nemlig blive bedre til at beregne sygdomsrisici. Ved at udvikle e-videnskabs-værktøjer er der grundlag for at skræddersy mere kosteffektive og præcise helse-services, både i forhold til diagnosticering og behandling.

Målet med The Nordic Information for Action eScience Centre er at udvikle databaserede værktøjer, som giver oversigt over biobanker i Norden, og som gør det muligt, at data fra nationale helseregistre og biobanker bruges bedre i plejesektoren. De nye værktøjer skal anvendes praktisk i et pilotprojekt for bedre og mere kost-effektive cancerscreeningsprogrammer.

Centret lægger stor vægt på etiske aspekter og på borgerkommunikation, så forskning baseret på biobanker og registre bliver mere transparent. Joakim Dillner leder centret, der er tilknyttet Karolinska Instituttet i Stockholm. Det består af 16 partnere fra Sverige, Norge, Island, Danmark, Finland, Estland og Polen.

'Inden vi er færdige, så skal noget af denne forskning resultere i patientnytte.' Joakim Dillner

Joakim Dillner

Arbejdet er i gang

NIASC begyndte arbejdet den 1. januar 2014 og holdt kick off den 17. januar 2014, hvor alle partnere samledes for at skyde projektet godt i gang. NordForsk var med og talte med professor og centerleder Joakim Dillner sidst på dagen:

- Det var et vældigt inspirerende møde. Jeg vidste på forhånd, at dette var et meget stærkt konsortium, men det viste sig i dag, at det var endnu stærkere, end jeg troede.

Hvad bliver den største udfordring for NIASC?

- Englænderne plejer at sige, at 'the devil is in the detail', og det tror jeg bliver den største udfordring for os her i NIASC. Selvom vi er fælles om meget i Norden, så findes der også mange forskelle – lige fra hvordan data formateres til, hvilke praksisser man har for implementering, altså hvordan vi anvender nye forskningsresultater til patientnytte. I dag har vi oplevet meget stærk enighed om, hvilke ressourcer vi har, og hvad vores mål er. Jeg tror, vi kommer til at arbejde for at opnå det. Heldigvis er udgangspunktet rigtigt godt, og vi kommer til at lære af hinandens forskellige praksisser.

Hvad er det vigtigste resultat fra i dag?

- En ting, som var utroligt vigtigt ved dette møde i dag, var, at vi havde alle ansvarlige for de nationale biobanker og kræftregistre og store kræftundersøgelser i samme rum. Det er en sjældenhed! Og netop det at tale sammen og udveksle erfaringer på tværs af Norden er meget vigtigt for forskningen og for implementering af forskningen til patientnytte. Inden vi er færdige, så skal noget af denne forskning resultere i patientnytte.

 

NIASC's maskinrum

I et projekt med så mange partnere spredt over hele Norden, Polen og Estland kræves der en særlig blanding af fagligt overblik og organisatorisk talent. Den rolle har Joakim Dillner ansat 31-årige postdoc Karin Sundström til at udfylde. Hun er uddannet læge ved Karolinska Instituttet og har netop afleveret sin ph.d.-afhandling. 50 % af Sundströms arbejdstid går med NIASC, mens den anden halvdel går med forskning i kvinders risiko for livmoderhalscancer. Hun fokuserer både på de eksisterende screeningsmetoder med gynækologiske celleprøver og på kommende screeningmetoder for humant papillomvirus (HPV).

 

'Et af vores hovedmål er inden for fem år at introducere individ-tilpasset screening for en cancerform inden for mindst et nationalt screeningprogram i Norden.' Karin Sundström

Karin Sundström

NordForsk talte med Sundström for at få et kig ind i projektets maskinrum:

- Jeg er projektleder og indgår i NIASC’s ledelsesteam sammen med Joakim Dillner. Min rolle er at koordinere centrets aktiviteter og sørge for, at de praktiske forudsætninger for at gennemføre vores videnskabelige idéer er til stede.

Hvordan vil I konkret koordinere NIASC’s arbejde?

- Vi samler arbejdet gennem årlige møder, ved kontinuerlig kommunikation mellem styregruppen og grupperne, samt ved at jeg holder god kontakt med alle teams. Flere teams indgår desuden i andre nationale/nordiske sammenhænge, fx bioinformatik- og biobankssamarbejder, hvilket giver naturlige kontaktflader for diskussion og opkobling.

- Et af vores hovedmål er inden for fem år at introducere individ-tilpasset screening for en cancerform inden for mindst et nationalt screeningprogram i Norden. For at kunne opnå dette behøver vi e-videnskab, både for at kunne udvikle vores cancer-risikovurdering, og for at få gode it-baserede værktøjer, som kan indkalde borgere til screening med forskelligt interval, fortæller Karin Sundström.

 

Tekst: Linn Hoff Jensen

Foto: Kim Wendt/NordForsk og Per Westergård/NordForsk

Fakta om prosjektet
Prosjektleder

Projektleder: Professor Joakim Dillner, Karolinska Institutet, Stockholm

Projektkoordinator: Postdoc Karin Sundstrøm, Karolinska Institutet, Stockholm

Finansieringsform
Nordic Centre of Excellence
Varighet
5 år

Science Advisory Board:

Prof. Thomas Illig, Medizinische Hochschule Hannover, Head of Hannover Unified Biobank

Prof. Diana Eccles, University of Southampton Clinical Trials Unit, and Cancer Genetics

Dr. Asta Försti, German Cancer Research Center

Dr. David Wallom, Oxford eResearch Centre, UK

Prof. Ron D. Appel, Swiss Institute of Bioinformatics