Statistical Analysis of Climate Projections (eSACP)

Seks forskningsinstitutioner i de nordiske lande har modtaget støtte fra NordForsk til et e-videnskabs statistik- og klimaprojekt, der skal hjælpe beslutningstagere med at forberede samfundet på kommende klimaændringer.

Hjælp til at træffe gode valg under klimaforandringer

Alle de nordiske lande kan forvente klimaforandringer de kommende år. Nogle forandringer er fælles, mens andre er særlige for de enkelte lande. Landene har forskellige følsomheder over for ændringerne: Vækstsæsonens længde ændres for eksempel ikke ens i Danmark og Finland; skovbrug er desuden vigtigere i Finland og Sverige end i Danmark og Norge; vandkraft afhænger af mængden af nedbør, der falder som sne i bjergene, og som smelter, når foråret kommer. Den skabte strøm kommer hele Norden til gode, men priserne afhænger af mængden af smeltevand og af, hvornår det kommer. Prisen på vindkraft i Danmark er afhængig af, hvor meget det blæser, og hvor forudsigelig vinden er, fordi markedskræfter kan udnytte viden om fremtiden til at sætte priser på kommende leverancer.

Værktøjer til klimaforudsigelser

Derfor er det vigtigt, at der findes let anvendelige og pålidelige værktøjer til at forstå de kommende klimaændringer. Det vil hjælpe interesserede aktører, for eksempel beslutningstagere, til at træffe gode valg, der tager højde for kommende klimaforandringer. 

Forskningsprojektet eSACP (Statistical Analysis of Climate Projections) vil samle de bedste metoder til klimaprognoser, vurdere metodernes usikkerhed samt benytte ny viden om fremtidens klima i Norden. Det giver det bedste grundlag for selve prognoserne. eSACP vil også lave værktøjer, der hjælper beslutningstagere til at vælge mellem forskellige mulige tiltag, det inkluderer at vurdere de økonomiske aspekter, der også skal belyses for at kunne træffe de bedste valg.

eSACP er bevidst om, hvor svært det kan være at forestille sig klimaændringer og deres indvirkning, og derfor skal der laves et visualiseringsværktøj, der hjælper brugerne til bedst muligt at se og forstå de mange informationer, der findes om fremtidens klima, og ikke mindst de usikkerheder, der altid vil være tilknyttet fremtidsprojektioner.

Projektet har modtaget fire millioner NOK over tre år.eSACP

De deltagende institutioner er de meteorologiske institutter i Norge, Finland og Danmark samt Norsk Regnesentral, Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Bjerknes Centret i Norge.

 

 


Fakta om prosjektet
Prosjektleder

Projektleder: Thordis Thorarinsdottir, Norsk Regnesentral

Varighet
3 år