Mennesker har altid været interesserede i at finde ud af, hvor de kommer fra, og hvordan folk levede for tusindvis af år siden. Der er en opfattelse af, at hvis vi skal forstå, hvem vi er, må vi først forstå, hvem vores forfædre var.
Et tværvidenskabeligt nordisk forskningsprojekt undersøger disse spørgsmål.
Jan-Pieter Buylaert er seniorforsker ved Danmarks Tekniske Universitet og leder projektet The timing and ecology of the human occupation of Central Asia (THOCA). Projektet inkluderer forskere fra Norge, Sverige, Danmark og Tadsjikistan og vil besvare spørgsmål som, hvornår forhistoriske mennesker ankom til Centralasien, og hvordan var miljøet og klimaet på det tidspunkt.
"Man kan kalde Centralasien for en migrationskorridor. Det var her, menneskearten slog sig ned i nogen tid, og den har også migreret igennem området for at befolke resten af kloden. Stedet er som en hel mosaik af Homo erectus, neandertalere, Homo sapiens og denisovanere. Fra Centralasien migrerede man mod Kina, men også videre mod Arktis og Amerika.”
Forskerne fra projektet har været på feltarbejde forskellige steder såsom Khovaling Loess Plateau i Tadsjikistan. De har blandt andet indsamlet sedimentprøver og taget prøver for biomarkører og oldtids-DNA.
De nordiske lande bidrager med ”state-of-the-art” forskningsmetoder
"Sovjetiske arkæologer har allerede for mange år siden erkendt det unikke ved disse steder, som vi nu studerer. Men de sovjetiske arkæologer manglede kronologien der kan tidsbestemme de forskellige begivenheder, og de brugte ikke de avancerede metoder, som vi har til rådighed i dag i de nordiske lande," siger Buylaert.
Centralasien var en vigtig rute for menneskets ekspansion ind i Asien – og muligvis også den modsatte vej. Da de forhistoriske mennesker ankom til denne region, fremstillede de stenredskaber ved hjælp af en række forskellige teknologier, som blev mere og mere sofistikerede med tiden; formerne på disse redskaber er karakteristiske for den menneskeart, der fremstillede dem.
Sådanne redskaber findes ofte i de tykke aflejringer af vindblæst støv (løss), som dækker store dele af Centralasien, og især i løssaflejringerne i Tadsjikistan. Støvet kan være mange hundrede meter tykt og er blevet aflejret kontinuerligt i løbet af de sidste to til tre millioner år. I varmere og vådere perioder steg det organiske indhold i støvet på grund af plante- og dyreaktivitet, og disse perioder med jorddannelse er registreret i den gråbrune løss som mørkere bånd. Der er fundet et stort antal stenredskaber i disse gamle jordlag.
"For at forstå historien om menneskelig aktivitet, der er registreret i disse aflejringer, er vi nødt til at vide præcis, hvornår støvet blev aflejret, og hvordan fortidens klima og miljø var. Datering af støvet og redskaberne er kernen i dette projekt," siger Buylaert.
Den nordiske merværdi er også kernen i projektet.
"Med etableringen af forskningsprojektet ønskede vi at give nordiske forskere adgang til nye forskningsområder, etablere nye forbindelser med tadsjikisk forskning og give unge forskere en bred tværfaglig uddannelse. At bringe forskere fra forskellige nordiske lande og fra forskellige forskningsdiscipliner sammen skaber nordisk merværdi," siger han.
Læs mere om projektets feltarbejde på THOCA - Home.
