Da corona-pandemien skyllede ind over de nordiske lande i foråret 2020, måtte mange arbejdspladser lukke ned, og medarbejdere mistede deres job. Hvilke økonomiske konsekvenser havde det?
Lad os starte med konklusionen først.
"I retrospekt så var coronakrisen set i et økonomisk perspektiv mindre dramatisk, end det vi troede, fordi vi fik en økonomisk optur bagefter, som betød, at hele krisen egentlig udeblev.”
Sådan siger Simen Markussen, direktør for Frischsenteret ved Oslo Universitet, og leder af projektet Lessons for the Nordic welfare states from the Covid19-pandemic.
“Vi gik ud af pandemien i en kraftig opsvingsperiode. Så snart restriktionerne blev ophævet i foråret 2022, gik vi ind i en periode med højkonjunktur. Derfor er det svært at se, hvad langtidsvirkningerne har været. Mange af de medarbejdere, som blev opsagt eller permitteret kom tilbage i arbejde, så meget af den frygt for krisetid, som vi havde i starten af pandemien, blev ganske enkelt ikke til virkelighed.”
Hvorfor gik det så meget bedre, end mange frygtede?
Det har forskerteamet med deltagere fra Oslo, Aarhus, Helsinki, Uppsala og Reykjavik undersøgt.
Ved hjælp af indsigt i skatte-, løn- og arbejdsforhold fra Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark i perioden 2019 til 2022 kan forskerne nu se, hvad myndighedernes kompensationsordninger til virksomheder under pandemien har betydet for samfundsøkonomien.
Støtteordninger skulle sikre arbejdsgivere- og tagere
”Myndighederne havde jo ingen erfaring med at håndtere en pandemi. Vi har haft kriser før, blandt andet finanskrisen, men den type økonomiske kriser har oftest været udløst af helt andre faktorer og har ikke været så pludselige og indgribende. Corona-krisen havde et helt andet omfang og var i en helt anden skala, end vi har set tidligere,” siger Markussen.
For at undgå massefyringer og at mange arbejdspladser måtte nedlægges, indførte myndighederne i de nordiske lande forskellige støtteordninger. Det skulle sikre, at der blev holdt liv i arbejdspladser, og at ansatte kunne beholde deres arbejde.
”Vi er alle lande, som har ordnede forhold for arbejdslivet. Folk har stort set faste kontrakter, og virksomheder betaler deres ansatte den løn, de har krav på. Pludselig stod virksomheder over natten med ansatte, de ikke længere havde brug for, og de manglede hjælp fra myndighederne til at reducere lønomkostningerne. Alle nordiske lande gjorde overordnet set det samme. De indførte ordninger for at sikre arbejdsgivere- og tagere.”
I Norge blev der i løbet af kort tid i foråret 2022 permitteret en kvart million medarbejdere.
”I Norge nåede permitteringstallene højder, som vi aldrig har set lignende til tidligere. De eksploderede,” siger Markussen.
I Norge og Finland har man også før pandemien haft en ordning med permitteringer. Det betyder, at arbejdsgiver midlertidigt kan undgå at betale løn til den ansatte. Omvendt mister den ansatte ikke arbejdet, men bliver midlertidigt frataget arbejdspligt. Ordningen har særligt været brugt i industrier med sæsonarbejde som blandt andet fiskeri- og asfaltindustrien.
Under pandemien indførte de norske myndigheder nye regler for permittering. Arbejdsgiver har tidligere skullet betale den ansatte løn de første 14 dage af permitteringsperioden, men nu indskrænkede myndighederne det til to dage, og så betalte staten kompensation for de resterende 12 dages løn.
I Danmark indførte man en lidt anden ordning. Hurtigt gik myndighederne sammen med fagbevægelsen om at etablere en lønstøtteordning. Mens arbejdsgivere i Norge slap for at betale løn til den ansatte, så skulle arbejdsgivere i Danmark fortsætte med at betale løn som før, og i stedet fik arbejdsgiverne penge fra staten som kompensation.
I Sverige indførte de en ordning, som lignede den danske.
Sovepude eller absolut nødvendighed?
Der var forskellige holdninger til støtteordningerne. Nogle kaldte dem en sovepude, andre et helt nødvendigt tiltag.
”Økonomien blev puttet i en slags fryseboks, og holdningen var, at vi måtte tage vare på virksomhederne og de ansatte, og så kunne vi tage økonomien op igen, når krisen var ovre. Andre økonomer mistænkte, at der var ansatte, som burde have arbejdet, men som ikke gjorde det. Ikke, fordi de var dovne, men fordi arbejdsgiverne måske i udgangspunktet havde overflødigt ansatte. Måske var der virksomheder, som egentlig var på konkursens rand, men så fik de kvittet sig med de ansatte og fik nogle støtteordninger, så de kunne leve videre som zombiebedrifter.”
Danmark var ”first movers”
Stik imod al forventning gik ingen af de nordiske lande ind i en økonomisk krise. Resultaterne fra forskningsprojektet viser nemlig, at der i starten af pandemien, i foråret 2022, var en nedgang på omkring otte procent i arbejdstiden i den private sektor i Norge, Finland, Island og Danmark. I Sverige var nedgangen lidt mindre, på seks procent.
”Det fortæller os et par ting. Det ene er, at selvom Sverige lukkede langt mindre ned end de andre nordiske lande, så blev der alligevel en nedgang i økonomien. Hvis vi i stedet ser i det store perspektiv gennem hele krisen, så ser tallene lidt anderledes ud for alle de nordiske lande,” siger han og tilføjer:
”Vi kan se, at reduktionen i arbejdstid ser ud til å være mindst i Danmark. Danmark var egentlig, de som var ’first movers’ her. Det var Danmark, som strammede hårdest ind og lukkede landet ned først, men det ser også ud til, at det var Danmark, der kom hurtigst tilbage, og reduktionen i arbejdsaktivitet i den private sektor var mindst i Danmark på cirka tre procent,” siger Markussen.
I Sverige og Island var reduktionen i arbejdsaktivitet på fire procent, og i Norge og Finland var den på mellem fem og seks procent.
”Vi fandt også noget, vi synes er lidt mærkeligt, og som vi ikke helt forstår. Vi ser nemlig store forskelle mellem køn i Finland og Island. I Finland var det kvinder, som blev hårdest ramt, mens det i Island var mænd. Og i alle lande var det de højtuddannede, som blev mindst ramt af restriktionerne,” siger han.
