”Når kvinner velger å slutte i denne tjenesten […] ja, da har de som regel vist at de er for svake på både fysikk, skyting og taktikk.”
Udtalelsen kommer fra en central mellemleder i utrykningsenheten (UEH) i Vest politidistrikt i Norge og er publiceret i bogen Arbeidskulturer og kjønn i det operative politiet: En studie som rotet opp i feltet.
Hvorfor er der så få kvindelige politibetjente i udrykningsenhederne?
Det spørger de to forfattere i den nyligt publicerede bog, som er skrevet af professor tilknyttet Universitetet i Oslo Ulla-Britt Lilleaas og professor ved Politihøgskolen i Oslo Dag Ellingsen. Ellingsen er også forsker ved Arbeidsforskningsinstituttet, OsloMet.
”Det er vigtigt, at vi følger med i, hvad politiet gør, for de har de videste fuldmagter i vores samfund. Det handler ikke bare om moral og amoral, men det har også at gøre med, at det er en profession, hvor man er afhængig af, at kolleger har tillid til hinanden. De bør gå foran som gode eksempler og være rollemodeller som udøvende voldsmagt.”
Ved hjælp af omfattende materiale og institutionel etnografi som metode har forskerne indsamlet forskellige udsagn og fortællinger om kvinder. De har undersøgt, hvorfor kvinder bliver betragtet som mindre værdifulde i det operationelle arbejde end fysisk stærke og hårdføre mænd.
Tålekultur og udtalt hierarki
Forskerne lavede først feltstudie hos udrykningsenheden i Vest politidistrikt i Norge og fik mange overraskelser undervejs.
”Vi opdagede, at som kvinde var der en tung modbakke for at blive accepteret, og det var udtalt, at træningsfaciliteterne ikke var tilrettelagt for kvinder. Træningsprogrammerne var målrettet mænd, og vi hørte også historier om ’gutteklubber’, som rådede over stedet. Det er vigtigt at sige, at ledelsen var imod det, men de sagde, de ikke havde flere redskaber i værktøjskassen. De havde på en måde givet op,” siger Ulla-Britt Lilleaas, og Dag Ellingsen tilføjer:
”Vi traf usædvanligt få mænd, som havde noget positivt at sige om kvinderne. Der er et hierarki, hvor man har sat barren så højt, at mange ikke kan leve op til kravene. Man optager flere og flere kvinder inden for utrykningsenhederne, men mange af dem forsvinder hurtigt igen. Mange mener, det handler om en blanding af manglende fysisk styrke og interesse. Kvinder selv siger, de meget gerne vil konkurrere med mændene, men de blev hele tiden holdt nede af dem. Vi opdagede det, vi kalder en tålekultur. En slags test på, om du fungerer på gaden.”
Begge forskere fortæller, at de har dokumenteret mange ting, som egentlig har været på et usynligt niveau. Et forskningsinterview kan være en socialt vanskelig situation, hvor du skal have folk til at fortælle, og det kan tage tid, før folk viser tillid og vil tale om ubehagelige ting.
Siger du fra, bliver du kaldt rødstrømpe
Studiet er det første af sin art i Norden, og selvom der ikke findes lignende undersøgelser i de andre nordiske lande, så mener forskerne, det er realistisk at tro, at forholdene for kvinder i denne del af politiet ligner dem i Norge.
”Der er en nordisk merværdi i, at vi har sat søgelyset på noget temmelig uudforsket. Måske andre nordiske lande igangsætter en lignende undersøgelse. Det handler om kulturændringer, og at ukulturen er forankret i politiet. Vi siger ikke, at alle har disse holdninger, men der er en fremherskende tavshedskultur. Hvordan får vi folk i politiet til at tage til modmæle? Når andelen af kvinder er så lille, som det vi har set, er det i hvert fald ikke let. Hvis du som kvinde prøver at indrapportere, bliver du bare defineret som rødstrømpe. Ingen har længere respekt for dig. ”
Forfatterne til bogen har tidligere deltaget i et NordForsk-finansieret projekt ”Gender Equality, Diversity and Societal Security”, som afdækkede omfattende chikane i politi og forsvar.
