Mundbind, skolelukninger, hjemmekontor og grænsekontrol.
De mange pandemitiltag, som nordiske regeringer gennemførte under COVID-19-pandemien, begrænsede smittespredningen, men de udgjorde også en betydelig byrde for samfundet. Tiltagene begrænsede folks frihed, påvirkede børn og unges skolegang og hindrede familier i at besøge hinanden, herunder ældre på plejehjem.
Var alle tiltagene nødvendige, eller hvad kan vi lære af dem til den næste pandemi?
”Alle tiltag blev påbudt eller anbefalet i håb om at begrænse smittespredningen. Alt fra mundbind til at lukke skoler og arbejdspladser havde samme formål, men det er vigtigt at måle både de positive og negative effekter af tiltagene. Når tiltag blev indført, var der afvejninger, som var vanskelige at foretage for vores politikere. I Norge var det stort set politikernes beslutninger, selvom de baserede dem på et så solidt kundskabsgrundlag som muligt,” siger Atle Fretheim.
Han er fagdirektør på Folkehelseinstitutet i Norge og leder det NordForsk-finansierede netværk Nordic Pandemic Resilience and Preparedness Network (NordPrep).
”Vores formål er at bidrage til, at kundskabsgrundlaget for pandemitiltag til en fremtidig pandemi er på styrket. Nu, fem år efter pandemien, ved vi næsten lige så lidt om nytten og ulempen af tiltagene, som vi gjorde i begyndelsen af pandemien. Mange havde og har holdninger, til de tiltag, som blev indført, men vi har ikke forskning, som tydeligt siger, hvilke positive eller negative konsekvenser de havde. Det er det, vi gerne vil bidrage med,” siger han.
Projektet er en del af NordForsks satsning på forskningsnetværk om beredskab og resiliens.
Tiltag, som bryder med den fælles forståelse
Den vigtigste årsag til, at de nordiske regeringer indførte tiltag, var for at forsinke spredningen af COVID-19. Myndighederne regnede med, at de fleste ville blive syge på et tidspunkt, men det var vigtigt, at alle ikke blev det på en gang. ”Flatten the curve” var et hyppigt anvendt udtryk. Alle tiltagene skulle altså bremse, men ikke nødvendigvis stoppe smittespredningen.
At indføre tiltag under en sygdomsepidemi var ikke nyt for COVID-pandemien. Da Spanskesygen hærgede for 100 år siden, forsøgte man også at begrænse menneskelig kontakt og dermed hindre smitte. Verdenssundhedsorganisationen WHO har også handlingsplaner for en mulig influenza-pandemi, hvor skolenedlukninger blandt andet indgår som et værktøj.
”Det er egentlig ren matematik. Tiltag handler om at reducere antal interaktioner. Mange af tiltagene, som blev indført, var hentet fra influenza-drejebogen udformet af WHO. Mange tiltag gik igen i alle nordiske lande, men der var alligevel forskelle. I Norge lukkede vi for eksempel grænsen til Sverige, selvom Sverige ikke lukkede grænsen til Norge. Når der er pandemi, så ser vi, at almindelige love og regler ikke er så vigtige. Man bliver ængstelig og indfører tiltag, som bryder med den fælles forståelse. I WHOs International Health Regulations står der for eksempel, at det ikke er aktuelt at lukke landegrænser i tilfælde af pandemier.”
Ængstelighed bliver styrende for tiltag
Hvad har vi så lært fra den seneste pandemi?
”I Norge i dag er der en opfattelse af, at det var en dårlig beslutning af lukke skolerne, men bortset fra det så tror jeg, man ville indføre de samme tiltag igen. Du kan snakke så meget du vil om børns udvikling, men får man smittespredning, og børn dør, så tror jeg, skoler bliver skoler lukket igen, selvom det måske viser sig, at det kun gør ondt værre.”
Et af de spørgsmål, som NordPrep-netværket vil besvare, er, hvornår det giver mening at indføre tiltag i tilfælde af et pandemiudbrud.
”Politikerne genspejler befolkningen. Folk bliver ængstelige, når der er pandemier. I Sverige så vi, at selvom politikerne ikke påbød folk at holde sig hjemme, så holdt mange sig hjemme alligevel. I befolkningen er der ligefrem et ønske om hårde tiltag. Ulempen er, at politikerne ikke altid bør tage hensyn til folks ønsker, for det er ikke nødvendigvis fagligt funderet eller mest hensigtsmæssigt, men det er vanskeligt at være rationel i en dramatisk situation,” siger Atle Fretheim.
Tilliden i Norden både hjælper og udfordrer
I Norden var det tydeligt, at befolkningen i det store og hele fulgte myndighedernes råd, selvom der var små forskelle på tværs af landene.
”Det var fascinerende, at myndighederne i hvert fald i Norge var så åbne om, at de ikke kendte effekten af tiltagene, og at det ikke gik ud over befolkningens tillid til myndighederne. Opslutning og tillid hænger sammen. Det var opmuntrende, at det ikke påvirkede tilliden, når myndighederne lagde deres usikkerhed frem, for det er et grundlæggende ærlighedsprincip. I nogle samfund uden for Norden var det naturligt for myndigheder at diktere, hvad befolkningen skulle gøre. Ligesom hvis man taler til et barn. Mit indtryk er, at sådan var det betydeligt mere i for eksempel USA. Der var myndighederne krystalklare på, hvad der var ret og galt at gøre. Det kan bidrage til polarisering,” siger Atle Fretheim og tilføjer:
”Høj grad af tillid gjorde, at der ikke opstod polariseringer, og at der både var små demonstrationer fra højre- og venstrefløjen og fra midten. Myndigheder tog sig til rette på individets frihed, men en af grundene til, at vi havde så små demonstrationer her i Norden var, at de fleste tiltag var anbefalinger og råd frem for lovpålagt. Vi har også en tradition for, at det er godt, at nogle protesterer, fordi vi hylder ytringsfriheden og retten til at sige myndighederne imod.”
Hvorfor havde vi ikke mere folkelig modstand mod tiltagene?
”Tiltagene var baseret på en logik, som kunne udfordres, men der er ingen grund til at mistænke, at myndighederne gjorde det for at få magt. Der er ingen, som hævder, at dette var et magtgreb for at styrke politiske positioner. Tiltagene blev indført ud fra en overbevisning om, at det var rigtigt. Der var selvfølgelig en vis uenighed mellem faglige grupper, men myndighederne fik også råd fra helsefolk, og grundlæggende var der bred enighed om nødvendigheden af tiltagene,” siger han.
