Det var tidlig morgen den 4. april 2022, da Dmytro vågnede og sagde til sin hustru, at de måtte flygte.
Familien på tre, Dmytro, hustruen Valentyna og deres datter, boede i Berdjansk, som ligger knap en times kørsel syd for Mariupol helt øst i Ukraine. Siden russiske soldater invaderede byen lidt over en måned tidligere, var livet vendt op og ned for familien Yemelianenko.
”Vi så militære køretøjer i byen. Den første måned efter okkupationen af vores by, blev adskillige ukrainere arresteret eller dræbt, interneret og slået,” fortæller Valentyna.
Deres mobiltelefoner virkede af og til, og når de ikke virkede, havde de ingen kommunikation med resten af verden.
”Vi sad derhjemme og var bange. Byen blev fyldt op af russiske soldater, mens ukrainske soldater og politi forlod byen. Til sidst var vi kun civile indbyggere tilbage.”
Dmytro arbejdede som advokat, og Valentyna var aktiv i en feministisk organisation. At arbejde med juridiske og politiske spørgsmål gjorde situationen endnu mere farlig for parret.
”Rusland trænger dygtige folk, som er gode til at kommunikere, og vi vidste, at vi snart ville komme i deres søgelys,” siger Dmytro.
Hver dag fik de dårlige nyheder om, at naboer og venner blev arresteret og skadet. En kusine fra Oslo ringede til Valentyna og sagde: ”I må flygte til Norge”.
Derfor tog de denne morgen beslutningen om at flygte.
Hurtigt fik de pakket de nødvendigste ejendele ned i tasker og fyldte dem i Toyota Landcruiseren. De låste døren til deres hjem og tog nøglerne med sig.
Foran dem lå en rute på 5700 kilometer gennem fjendeland.
Ukrainere drømmer om at blive i Norden
I mere end tre år har fuldskalainvasionen af Ukraine foregået, og millioner af mennesker er drevet på flugt. 300.000 af dem har fået midlertidigt ophold i de nordiske lande, heriblandt familien Yemelianenko.
I starten stod de nordiske lande med åbne arme, og alle ukrainske flygtninge fik lovning på midlertidigt ophold. Men efterhånden som krigen trækker ud, er de åbne arme begyndt at lukke sig, og nu diskuterer politikerne, hvad der skal ske med de ukrainske flygtninge, hvis der en dag bliver fred.
På OsloMet har forskere fra projektet To integrate or return? Policies, aspirations and outcomes for Ukrainian refugees in the Nordic countries (NOR-RETIN) undersøgt, hvad ukrainerne selv ønsker for deres fremtid.
10 procent af flygtningene ønsker at returnere til hjemlandet, hvis der bliver fred. 50 procent vil gerne blive i Norden, mens 40 procent er i tvivl.
”Vores undersøgelse viser, at det er ganske få ukrainske flygtninge, der ønsker at vende hjem til Ukraine. Hvad skal de nordiske regeringer gøre, den dag der bliver fred? Skal de tvinge flygtningene til at flytte hjem, eller skal de have lov til at blive? Det er sådanne vanskelige dilemmaer, vi står over for,” siger Vilde Hernes, som leder forskningsprojektet om integration af ukrainske flygtninge i Norden.
Flygtede for deres liv
Tilbage hos familien Yemelianenko blev bilen pakket med det allervigtigste. Datteren blev placeret på bagsædet, Dmytro bag rattet, og Valentyna ved hans side på passagersædet.
Der var to mulige ruter til Europa. Enten gennem Ukraine og det område, der var krig, eller via den okkuperede Krimhalvø ind i Rusland. De valgte sidstnævnte.
Det var aften, da familien Yemelianenko ankom til Krim.
Alle biler blev tilbageholdt, og russiske soldater hev Dmytro ud af bilen. Valentyna blev i bilen sammen med datteren og ventede på nyt om hendes mand.
”Jeg snakkede med kvinderne i de andre biler. Hvor skulle mændene hen?”
Imens fik Dmitrij konfiskeret sin mobiltelefon af russiske soldater, før han blev afhørt.
”Det var som et interview. Jeg blev stillet spørgsmål som, hvad jeg lavede før krigen, hvad jeg mente om krigen, og om jeg arbejdede for politiet.”
Efter en række spørgsmål slap de Dmytro fri, og familien kunne køre videre fra Krim og ind i Rusland.
”Det var mærkeligt for os. Da vi kørte gennem Rusland, blev vi ikke stoppet eller tilbageholdt, for det var i starten af krigen, og civile russere ville ikke blande sig i krigen. De var neutrale, så de snakkede ikke til os og gjorde ingenting.”
Selvom hjertet sad oppe i halsen, mens de kørte gennem Rusland, passerede de den 23. april grænseovergangen Virolahti ind til Finland. Herfra gik turen videre gennem Sverige til Norge.
Dilemmaerne står i kø
Norge er det land i Norden, som har taget imod flest ukrainske flygtninge. Af de 90.000 flygtninge, som er kommet til Norge, er størstedelen kvinder og børn. I starten af krigen var det 80 procent, men nu er andelen af drenge og mænd steget. Ukrainske flygtninge har generelt et højere uddannelsesniveau end mange andre flygtningegrupper fra Afrika og Mellemøsten. En del behersker engelsk, men det er kun hver tredje.
”Vi har at gøre med den største flygtningegruppe i Norge. Det lidt specielle er det midlertidige perspektiv, som sætter både individer, lokalsamfund og myndigheder, ikke mindst Ukraine, over for nogle dilemmaer,” siger Vilde Hernes.
”I starten var holdningen til ukrainske flygtninge meget unison og solidarisk, men det begynder mere og mere at slå sprækker. Debatten er blevet mere polariseret, og nu, hvor der er snak om en potentiel fredsaftale, er vi begyndt at diskutere, hvad der skal ske med de ukrainske flygtninge på lang sigt. Vi har brug for deres arbejdskraft, men det har Ukraine også, når de skal genopbygge landet,” siger hun.
Hjemme er Sarpsborg
I dag, tre år efter flugten, bor familien Yemelianenko i en lejlighed i Sarpsborg.
På reolen læner ukrainske og russiske bøger sig tæt op ad hinanden side om side med titler af Victor Hugo og Paulo Coelho.
Stuen er rigt udsmykket med kristen-ortodokse ikoner og et billede af Sankt Olav, som de tog med fra hjemmet i Ukraine. På bordet ligger der også et fotoalbum med familiebilleder fra hele deres liv, før de kom til Norge for tre år siden.
Valentyna og Dmitrij har fået arbejde, og datteren går i norsk skole. Men livet i Norge er ikke altid let, og det er vanskeligt for familien at etablere sig, når de kun har midlertidigt ophold og ikke ved, om de får lov til at blive.
Til spørgsmålet, om de har lyst til at flytte hjem til Ukraine, er svaret klart.
”Vi mener, den norske regering må skelne mellem os, der kommer fra okkuperet territorium, og som har mistet vores hjem, vores arbejde og hele vores gamle liv, og folk fra ikke-okkuperede territorier i Ukraine, som kan opretholde deres tidligere liv og arbejde og kan rejse tilbage. For os, der kommer fra et okkuperet område, er der ikke noget hjem at vende tilbage til. Det er ganske enkelt for farligt, og vi er bange for, hvad der kan ske. Uanset om krigen slutter eller ej, så har Putin ikke tænkt sig at give de okkuperede områder tilbage til Ukraine,” siger Valentyna.
”Hvis Norge sender os hjem, bliver vi flygtninge igen,” tilføjer Dmytro.
