Klimaforandringernes påvirkning er bredt anerkendt, men ikke alle er klar over, at smitsomme sygdomme også er et resultat af klimaforandringerne. Zoonotiske infektioner, mikroorganismer, der overføres fra dyr til mennesker, udgør mindst 70 procent af alle nye infektioner. Det er den nuværende COVID-19-pandemi et eksempel på, og Arktis er særligt udsat for smitsomme sygdomme, fordi opvarmningen i dette område går dobbelt så hurtigt som i resten af verden.
Arktis er også med til at sprede smitsomme sygdomme til resten af kloden. Højere temperaturer, kortere stabile sneperioder og optøning af permafrost er alt sammen med til at true livet ikke bare i Arktis men også resten af kloden. I Svalbard er det for eksempel ikke længere tilladt af begrave menneskelig, fordi det blev opdaget, at lig ikke nedbrydes, når permafrosten smelter, og der er en risiko for, at sygdomme kan dukke op til overfladen.
Oprindelige befolkninger er frontkæmpere
Professor Birgitta Evengård er leder for Climate-change effects on the epidemiology of infectious diseases and the impacts on Northern societies (CLINF), der er et Nordic Centre of Excellence (et center, som forsker inden for et højt prioriteret forskningsområde) støttet af NordForsk.
På CLINF har forskere fra otte lande samarbejdet om at forudsige konsekvenser, som klimaændringerne har på spredningen af smitsomme sygdomme i Arktis. Gennem internationalt samarbejde og ved at udnytte traditionel viden fra lokalbefolkningerne i de arktiske områder har forskerne udviklet modeller, der kan forudsige kommende smitteudbrud. Netop samarbejdet med urbefolkningerne har været afgørende:
”Her i Norden har vi rent faktisk Europas eneste oprindelige befolkning, nemlig samerne. De oprindelige befolkninger, herunder omkring 40 forskellige i Rusland, spiller en kæmpestor rolle i kampen mod klimaforandringer. Jeg kalder dem frontkæmperne. De har i mange generationer aktivt forsøgt at afbøde klimaforandringernes påvirkning. På en eller anden måde er denne stemme gået tabt i den almindelige diskurs, hvor de primært er blevet omtalt som ofre,” siger Birgitta Evengård.
Forudsigelse af regionale sygdomsudbrud
Tularæmi (harepest) er en af de mest studerede sygdomme i Norden, og det er en af de sygdomme, som har forårsaget store epidemier i de seneste år. CLINF har undersøgt, hvordan den spreder sig ved at identificere regioner både med høj og lav risiko for smitte. De har brugt statistiske modeller til at sammenligne regionerne, herunder økologiske og meteorologiske data, vegetationsindekser, og temperaturer. Ved at kombinere deres statistiske modeller med tidligere observationer af hydroklimatiske variabler (inklusive myg, temperatur, nedbør, og antallet af kolde vinterdage) kunne CLINF-teamet knytte en høj følsomhed for tularæmi til hydroklimatiske ændringer. På den måde kan man nu forudsige regionale udbrud.
”Det er absolut nødvendigt, at vi samarbejder om klimarelaterede sygdomme på tværs af de nordiske lande og ikke mindst med Rusland, som bidrager med vigtig kundskab ikke mindst om tundraen. Fra Rusland går der også tre store floder, Ob, Jenisej og Lena, som flyder mod nord, og de har med sig mængder af ting, som vi ikke kender omfanget eller indholdet af. Man har kunnet finde materialer og mikroorganismer, og vi har også fået virusser gennem vandet. Derfor er det vigtigt at samarbejde om deling af data og viden.”
