"Ligestilling er ikke en udfordring"

"Vi ansætter kvinder i andre stillinger"

"Vi fokuserer på ligestilling for andre grupper"

Vejledning, gulerod og pisk skal få flere kvinder i IT-branchen

De tre ovenstående udsagn stammer fra et netop afsluttet forskningsprojekt, som har undersøgt ligestilling i IT-branchen. Resultaterne viser, at både stereotype opfattelser af kvinder samt manglende opmuntring af kvinder til at søge mod teknologiske fag, er den største hindring for ligestilling på området.

Publicerad: 14.03.2022

Da Hilde G. Corneliussen og hendes kolleger hos Vestlandsforsking i Norge gennemførte en spørgeundersøgelse om kønsbalance og kvinder i IT-branchen blandt virksomheder, som hyrer IT-eksperter, var målet blandt andet at studere holdninger knyttet til kvinders underrepræsentation i IT-branchen. Men også om virksomhederne opfattede det som et mål at øge kvinders deltagelse i IT og i så fald, hvilke strategier eller tiltag havde de for at styrke ligestillingen på feltet i deres egen virksomhed.

Spørgeundersøgelsen var en del af et stort, nordisk forskningsprojekt, som var det ene af fire forskningsområder under det nordiske center NORDWIT, der er finansieret av NordForsk. Hilde G. Corneliussen ledte dette underprojekt fra 2017 til 2022, og fokus var kvinder i teknologikarrierer.

For hende var det mest bekymrende ved undersøgelsen, at organisationer og arbejdsgivere brugte argumenterne og forståelsen, der skal skabe ligestilling, som et værktøj til at fastholde manglende ligestilling, eller til ikke at gøre noget i det hele taget.

- Dette handler om måden, selve ligestillingsidealet fungerer på i samfundet. Det er helt i orden for organisationer at sige, ’ja, vi skal have ligestilling, vi støtter ligestilling, og vi vil gerne have flere kvinder’. Men herefter vendes fokus indad, og de gør ikke mere ved det, siger hun.

Hilde G. Corneliussen forklarer, at hun og hendes kolleger har benyttet et begreb, som de kalder ”diskursive ressourcer’ for at forstå denne proces. At analysere tilgangen til ligestilling som "diskursive ressourcer" har dermed øget deres forståelse af, hvordan IT-organisationer håndterer kønsubalance og ligestilling inden for deres egne, organisatoriske kontekster; Hvorfor siger organisationerne, som de gør, og hvordan er deres virkelighed? Med andre ord: Hvad er årsagen til, at de er positive til ligestilling, men på samme tid ikke gør noget for at fremme ligestillingen i praksis?

Retorikken dækker over virkeligheden

Ifølge Hilde G. Corneliussen kan en forklaring være, at selve ligestillingsnormen i Norden, som er politisk implementeret, lægger låg på den manglende ligestilling, som finder sted i mange private organisationer.

- Retorikken dækker over virkeligheden. Forstået på den måde, at der ikke er nogen, som siger, at de er imod ligestilling. Man accepterer altså ligestillingsnormen. Men sandheden er, at mange ikke arbejder for ligestilling i praksis, forklarer hun:

- De nationale ligestillingsnormer og -idealer bestrides ikke, men bekræftes og genforhandles samtidig for at passe til den organisatoriske kontekst, som er drænet for potentialet til at skabe forandring, siger hun og uddyber:

- Der er stor afstand mellem idealet og implementeringen af ligestilling i IT-organisationerne, vi har studeret. I dette mellemrum siger organisationerne for eksempel, at det ikke er nødvendigt at gøre noget, at de ikke har behov for ligestilling i IT-stillinger specifikt, eller at ligestillingen kommer af sig selv. Denne genforhandling og genfortolkning af ligestilling gør, at de aldrig når frem til implementering af ligestilling.

Dette berørte Corneliussen også under den nylige afslutningskonference for NORDWIT. Her sagde hun blandt andet, at ikke kun de «ekstreme holdninger” er en hindring for øget ligestilling:

- Noget af det mest problematiske er, at man anerkender kvinders underrepræsentation, men at denne underrepræsentation samtidig opfattes som ligegyldig og endda endog naturlig. Resultatet er, at normen om ligestilling sameksisterer med netop de holdninger, der underminerer normen.

"Vi undgår at fokusere på kvinder"

"Mænd og kvinder er forskellige"

"Kvinder har andre interesser"

Manglende sammenhæng mellem idealer og praksis

Opfattelsen af, at der ikke sammenhæng mellem politiske ligestillingsidealer og det, der sker på gulvet, deles af professor Gabriele Griffin fra Universitetet i Uppsala, der har været projektleder for NORDWIT, som er et nordisk center for fremragende forskning med deltagere fra bl.a. Sverige, Finland og Norge.

- De nordiske lande er berømte for deres niveauer af lighed, mens der på samme tid er en vedvarende ulighed mellem kønnene. Den store udfordring er altså, at vi har en tendens til at anskue politiske retningslinjer netop som retningslinjer, mens vi overser, hvordan vi implementerer disse retningslinjer. I NORDWIT undersøgte vi derfor, hvad der sker med kvinder i praksis, siger Griffin og fortsætter:

- Statistikkerne fortæller os, at kvinders position i de nordiske lande er rigtig god. Og sådan er det også, hvis vi bare ser på lovgivningen. Vi er gode til at skabe og have fantastisk politik på områder som forældreorlov, sygefravær, retfærdighed, samvær og så videre. Men når man begynder at se på det, der reelt foregår ude i verden, er oplevelsen en helt anden, siger hun.

Gabriele Griffin forklarer desuden, at kulturerne i de nordiske lande er ganske særlige, da man har store territorier, men små befolkninger. Og indenfor bestemte områder "kender" alle hinanden. Derfor er det meget svært at stoppe såkaldt uformelle praksisser, der ofte er forudindtagede og fordomsfulde. Ikke fordi folk nødvendigvis bevidst ønsker at stille andre mennesker dårligere. Men fordi det ofte er meget lettere at gå efter det, du allerede kender til, siger hun og nævner rekruttering som et eksempel.

- Undervejs i forskningsprojektet fortalte mænd os, at det var nemt for dem at komme ind i nye jobs. Ofte var de blevet kontaktet direkte og tilbudt et job uden at gå igennem en egentlig rekrutteringsproces. Hvorimod kvinder, især i økonomiske krisetider, befandt sig på sidelinjen. Vi har med andre ord set en slags genopstandelse af visse mekanismer, som tidligere blev kaldt ”old-boys”-netværk. De er dog ikke nødvendigvis gamle. Men der er tale om en mekanisme, hvor man reproducerer sig selv i de valg, de træffer.

Ifølge Gabriele Griffin nytter det altså ikke noget at have politiske retningslinjer for ligestilling, som ikke kan gennemføres i praksis. For disse retningslinjer skal følges op, så man er sikker på, at de bliver implementeret. Først derefter får de effekt. Der bør desuden være incitamenter til at fremme ligestilling, samtidig med at det bør få konsekvenser, hvis retningslinjer for ligestilling ikke følges op, mener hun.

Her bakkes Gabriele Griffin op af Hilde G. Corneliussen:

- Vi ønsker at vække politikerne. Vi ved, at politik er et godt virkemiddel til at styrke ligestilling. Derfor må man se på, hvordan man regulerer. Ligestillingsregler og normer er meget overordnede og generelle. Hvis man virkelig ønsker en ændring indenfor eksempelvis IT-branchen, må man regulere tydeligere.

"Mænd passer bedre til IT"

"Vi vil bare have det bedste"

"Det går over af sig selv"

Helhedstankegangen ændres ikke af sig selv

Men én ting er udfordringen med regulering. Et andet, og lige så vigtigt aspekt, handler om uddannelse, siger Corneliussen, som mener, at hele systemet fra barndom til voksenliv må ændres. Allerede i skoletiden må vi iværksætte tiltag, som gør, at piger og kvinder opmuntres til at studere teknologifag.

- Et af kerneproblemerne er, at voksne tror, at piger ikke er interesserede i teknologi. Lærerne inkluderer derfor ikke pigerne aktivt nok i tech-områderne. Det betyder, at de ikke får indsigt i teknologi, og hvis de ikke får indsigt, får de heller ikke anledning til at udtrykke interesse for det. Vi har set en tendens til, at højere uddannelsesinstitutioner ikke engagerer sig for at rekruttere piger, da det er blevet en sandhed, at udddannelse er noget, som vælges tidligt. Ofte så tidligt som i teenageårene.

Resultatet bliver, at mange kvinder i IT-branchen har været ude på det, Corneliussen og hendes forskerkolleger kalder for en strafferunde; Kvinderne kommer ad såkaldt ”ukonventionelle veje” til denne branche:

- Kvinder starter ofte på helt andre uddannelser, og først herefter finder de ud af, at IT er spændende; At det er noget, de gerne vil arbejde med. Men hverken skoleværk, lærere eller karriererådgivere opfanger dem. De opdager selv interessen for IT. Så den strafferunde, vi taler om, viser, at kvinderne absolut kan rekrutteres til IT. Men rekrutteringen sker meget senere end nødvendigt, forklarer hun og fortsætter:

- Holdningen som for eksempel at meget få kvinder søger mod IT, men der er ingenting, vi kan gøre ved det. Det er jeg helt uenig i. Vi kan absolut gøre noget ved det. Vi må både påvirke lærerne, og vi må ændre tankegangen hos dem, der laver uddannelsessystemet. Pigerne bor i vores verden, som vi har skabt. Og pigerne er interesserede i det, vi tilbyder dem at være interesserede i. Vi skal ikke ændre pigerne. Vi skal forandre systemet, så pigerne kan vælge en anden vej, end de gør i dag, siger hun og afslutter:

- De stereotype forestillinger om kvinders manglende interesse for IT undergraver ethvert forsøg på at skabe ændringer og ligestilling. Det, vi har brug for, er altså en blanding af vejledning, gulerod og pisk på alle niveauer, når det gælder ligestillingsidealet, og hvordan man håndterer dette ideal i skolesystemet og senere i livet.

Læs mere om NORDWIT her

Fordele ved nordisk samarbejde

Hilde G. Corneliussen mener, at der er store fordele ved et nordisk projekt.

- Når spejlet, du ser i, viser ikke bare dig selv, men også reflekterer andre erfaringer, bliver forskningen meget bedre. De nordiske lande er meget ens, og vi har en fælles forståelse af problemstillingerne, vi står overfor. Selvfølgelig er der forskelle mellem Sverige, Norge og Finland. Men ved at være tre nordiske lande, som vi har været i vores projekt, kan man også synliggøre det særegne ved det enkelte land. Så ved at arbejde nordisk og i kraft af vores fælles forståelse for specifikke problemstillinger, klarer vi at håndtere disse forskelle på en rigtig god måde, siger Hilde G. Corneliussen.

Det samme mener professor Gabriele Griffin, der har været projektleder for NORDWIT.

- Et tilbagevendende omdrejningspunkt har altid været, at de nordiske lande er meget ens. Men når man begynder at se på politikudvikling knyttet til ligestilling, især i løbet af de sidste 10 år, så har de nordiske lande på forskellige måder flyttet sig væk fra hinanden. I Sverige er forældreorlovssystemet for eksempel meget anderledes end i Finland. I Sverige opfordres mænd således til at tage forældreorlov, især den yngre generation, siger hun og fortsætter:

- I Finland er antagelsen om forældreorlov, at det dybest set er mødrene, der holder orlov. Og mænd tager ikke rigtig orlov. Så på en måde har vi forskellige kønsscenarier. Man kan sige, at den måde, politikken er udformet i Finland, gør, at man reproducerer tanken om, at forældreorlov er kvinders arbejde, siger hun.