Mæslinger, fåresyge og røde hunde er tre af de mest kendte sygdomme, som er på listen over børnevaccinationer i de nordiske lande. Sundhedsmyndigheder i de nordiske lande anbefaler nemlig, at børn bliver vaccineret mod sygdomme, der kan være alvorlige, give varige skader eller i værste fald være livstruende.
Men hvilke sygdomme skal man vaccinere børn mod, og hvilke utilsigtede effekter kan vaccinerne have på andre infektionssygdomme? Det har været hovedfokusset for det nordiske forskningsprojekt Childhood morbidity and potential non-specific effects of the childhood vaccination programmes in the Nordic Countries.
Christine Stabell Benn fra Syddansk Universitet leder projektet, som har fået støtte fra NordForsk, og som udover danske forskere også har forskere fra Norge, Sverige og Finlands folkesundhedsmyndigheder. Ved hjælp af sundhedsdata fra Norge, Sverige, Finland og Danmark har de undersøgt forskelle og ligheder mellem de nordiske landes vaccinationsprogrammer, og resultaterne har været opsigtsvækkende, forklarer hun:
"Det er ikke hugget i granit, hvorfor og hvornår man skal vaccinere børn. Det kommer som en overraskelse for de fleste, at der særligt i Norden er store variationer i vaccinationsprogrammerne. Hvert enkelt land har egne regler. Allerede her er der en indikation om, at der ikke er en løsning, der er den eneste rigtige,” siger hun.
Selvom sygdomme som mæslinger, fåresyge og røde hunde er med i alle de nordiske landes vaccinationsprogrammer, så er der flere sygdomme, som ikke alle lande vaccinerer mod.
Der er uenighed om vaccinen mod rotavirus
Et eksempel er rotavirussen, som man vaccinerer børn mod i alle de nordiske lande på nær i Danmark. Det skyldes, at man i Danmark anser rotavirussen, som er en diarresygdom, for at være mindre alvorlig og unødvendig at vaccinere mod.
“Børn får ofte sygdommen og smitter tit forældrene. Den kan være ubehagelig og koster måske en sygedag eller to for forældrene, men man anser den ikke for at være alvorlig i Danmark. Det vaccinerer man mod i Finland, Norge og visse regioner i Sverige, men ikke i Danmark,” forklarer Christine Stabell Benn.
I Danmark er det et såkaldt alvorlighedskriterium, som ligger til grund for, hvilke sygdomme man vaccinerer børn mod. Vurderer man, at en sygdom potentielt kan blive alvorlig for barnet, så vaccinerer man. Danmark gjorde imidlertid en undtagelse fra alvorlighedskriteriet under coronapandemien, forklarer Christine Stabell Benn, fordi man opfordrede børn til at lade sig vaccinere af hensyn til smitten i resten af samfundet og ikke bare barnets ve og vel. I Finland vægter man også et socioøkonomisk aspekt, som betyder, at man også vaccinerer mod børnesygdomme for at spare samfundet for penge. For eksempel ved, at man vaccinerer børn mod rotavirus for at undgå, at de bliver syge, og forældrene må holde sig hjemme fra arbejde.
Her kan du se en oversigt over, hvilke vacciner børn bliver tilbudt i de nordiske lande.
Vacciner kan beskytte mod andre sygdomme
Forskerne i projektet har også opdaget, at vacciner, i tilgift til de formål de har, kan have uspecifikke effekter, der kan være meget positive for visse vacciner. Det betyder, at hvis et barn bliver vaccineret mod for eksempel mæslinger, kan det vise sig, at vaccinen ikke kun beskytter mod mæslinger men også andre infektionssygdomme.
“I Danmark har man tidligere testet MFR-vaccinen (vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, red.) og fundet ud af, at den faktisk også beskytter mod andre typer infektioner end de intenderede. Effekterne har specielt været tydelige, når vi så på luftvejsinfektioner som bronkitis og lungebetændelser. I vores projekt har vi derfor fokus på at undersøge, om det samme var tilfældet i de andre nordiske lande, og om andre vacciner kan have lignende effekter. Det er aldrig blevet undersøgt før, for det har der ikke været tradition for.”
Norge er Nordens duks
Forskerne i projektet har også undersøgt, hvad risikoen er, for at børn bliver indlagt med infektionssygdomme i de nordiske lande, og hvor meget antibiotika der bliver udskrevet til børn. Christine Stabell Benn kalder resultaterne overraskende.
”Tallene er meget interessante, fordi vi normalt anser de nordiske lande for at være ens, men vores resultater viser derimod, at der er højsignifikante forskelle. Vi kan dokumentere, at tallene for hospitalsindlæggelser og antibiotikaforbrug varierer, og så kan vi gætte på hvorfor. Norge er duksene, både når det gælder det samlede antal hospitalskontakter og antibiotikaforbrug, for her er børn er ikke særligt ofte i kontakt med lægen sammenlignet med de andre fire lande.”
I Danmark er antallet af børn, som har kontakt med hospitalet, steget fra at være det laveste blandt de nordiske lande til at være næsthøjest. Det skyldes blandt andet, at man i hovedstadsområdet i 2013 gik fra at sende børn til vagtlægen til nu at sende dem direkte til sygehuset.
”Man sender børn til sygehuset, selvom de måske bare er snottet og ikke hospitalskrævende. Vi så derfor en voldsom stigning i børn, som har haft kontakt med sygehuset fra 2013 og frem, men når vi så på børn, som er indlagt på sygehuset, så ser vi ikke det samme spring, der ligger Danmark konstant højere end de andre lande. Ser vi derimod på antallet af børn, som har en eller to nætter på sygehuset, så er forskellene mellem de nordiske lande væsentligt mindre. Så der er mange interessante tal at tage med fra de her resultater.”
Antibiotikaforbruget er højt i Finland
“Finnerne har et højt antibiotikaforbrug til børn – især bredspektret antibiotika, som man ellers generelt er tilbageholdende med at give på grund af risikoen for resistensudvikling.” Christine Stabell Benn tilføjer, at Finland til gengæld ligger noget lavere end Danmark, når man måler på hospitalsindlæggelser.
”Man kan spekulere på, om det skyldes at sundhedspersonalet har større fokus på at behandle børnene med antibiotika for at forebygge indlæggelser. Det ved vi ikke med sikkerhed,” siger hun.
Antibiotikaforbruget til børn i de nordiske lande er altså meget forskelligt.
”Alle landene falder i antibiotikaforbruget, faktisk mellem 35-50 procent, når vi kigger på årene fra 2006 til 2017. Det tyder på, at alle nordiske lande er blevet bevidste om at sænke forbruget. Men nogle lande er fortsat mere rundhåndede med at udskrive antibiotika end andre. Finland og Danmark ligger højt, mens Sverige har et væsentligt lavere forbrug, og så er der Norge, som er duksen med det laveste antibiotikaforbrug og hospitalskontakter,” siger hun og opsummerer:
”Der er masser for de fire landes sundhedsmyndigheder at se på, hvis de vil minimere både børns hospitalskontakter og antibiotikaforbrug, og der er meget at vinde, for børns infektionssygdomme er en kæmpe økonomisk udgift for samfundene.”
De nordiske lande bør lave fælles teststudier
Forskerne i projektet anbefaler, at man laver flere fælles studier i børnevacciner på nordisk niveau, fordi det er vigtigt at skele til hinanden for at se, hvad der fungerer bedst i forhold til børnevaccinationsprogrammerne. De studier, forskerne har lavet, er styrket af at være på nordisk og ikke bare nationalt niveau, fordi de har fået mange flere data til rådighed.
”Det er en kæmpe fordel, at vi arbejder sammen og sammenligner vores ellers ret så homogene velfærdslande. Vi har haft et forbilledligt samarbejde med folkesundhedsinstitutioner og sundhedsstyrelser i Sverige, Norge, Finland og Danmark. Vi er også løbet ind i nogle udfordringer blandt andet med tilgang til sundhedsdata, men vi har også haft meget stor glæde af at arbejde på tværs af de nordiske lande.”
Læs mere om NordForsks forskningsprojekter inden for sundhed og velfærd.
