I august 2021 overtog Taliban magten i Afghanistan. Det internationale samfund trak sig ud af det krigshærgede land og efterlod det i dyb fattigdom. Kvinder har mistet deres rettigheder, og økonomien er på randen af et kollaps.
Et halvt år senere inviterede Norge som det eneste vestlige land en højtstående delegation fra Talibanledelsen til politiske samtaler i Oslo.
Dette er et af flere eksempler på Norges engagement i internationale fredsforhandlinger og konfliktløsning.
”Besøget fra ledelsen i Taliban var en forlængelse af Norges rolle og selvforståelse som central bidragsyder, når det kommer til fredsforhandlinger. I mange år har fredsforhandlinger været en stor del af Norges udenrigspolitik,” fortæller Kjersti Lohne, professor ved Institutt for kriminologi og rettssosiologi på Universitetet i Oslo.
Vi har mødt hende til en snak om den nyudkomne bog Nordic Criminal Justice in a Global Context - Practices and Promotion of Exceptionalism, som hun er medforfatter til. Bogen er en del af en serie udgivet af UIO:Nordic og Reimagining Norden in an Evolving World (ReNEW), som får støtte fra NordForsk gennem Nordic University Hubs-initiativet. Bogen har også fået støtte gennem NOS-HS Workshop Grants. I bogen tager forskerne særligt fat på brandingen af den nordiske retspolitik.
Norden er en rollemodel i international retspolitik
I international sammenhæng bliver Norden set på som lande, der har en meget human kriminalpolitik og retspraksis. I særligt Amerika og England tegner man et billede af Nordens kriminalpolitik som exceptionel human i forhold til andre lande. Man fremhæver blandt andet, at vi har en lav andel indsatte, som havner i fængsel igen efter endt straf, at vi ikke har dødsstraf, og at vi behandler fangerne under værdige forhold, forklarer Kjersti Lohne. Hun tilføjer, at det gode omdømme er noget, som de nordiske lande drager stor fordel af.
“De nordiske lande bruger deres position som foregangslande inden for retspolitik til aktiv branding af Norden som rollemodel. Bogen berører blandt andet, hvordan dette kobles til velfærdsstatsmodeller og udenrigspolitik. I Norge brander man sig på sin aktive rolle i internationale fredsforhandlinger, mens Sverige er blevet en frontløber i forhold til ligestilling. Alt sammen er det humane, liberale værdier.”
Brandingeffekt og egeninteressen er stor
De nordiske lande har også en egeninteresse i at positionere sig som rollemodel i international retspolitik, understreger Kjersti Lohne. Man positionerer sig for at opbygge sit omdømme. Det internationale engagement handler nemlig også om at vise resten af verden, hvad vi står for, og hvilke værdier vi bygger vores lande på. Det handler altså både om opbygning af status og identitet. Ikke mindst når det kommer til sikkerhedspolitik. Det ser man blandt andet i den nuværende krig i Ukraine.
“Der er ingen tvivl om, at de nordiske lande mener, det er forfærdeligt, det som foregår i Ukraine, og at man bidrager med våben og ekspertise for at hjælpe den ukrainske befolkning. Men man hjælper også for at sikre den geopolitiske orden. Vi har i høj grad selv en interesse i at sikre den internationale retsorden.”
Hun henviser også til, at NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg har talt om det moralske og det sikkerhedspolitiske aspekt ved de vestlige landes engagement i Ukraine, og hvordan de to ting er nært koblet sammen. Man skal hjælpe Ukraine, fordi det er det rigtige at gøre, men også fordi det er vigtigt for vores egen sikkerhed. Det er den dobbelthed, som også eksisterer i forhold til den internationale retsorden generelt set, forklarer Kjersti Lohne.
I bogen skriver forskerne også, at en del af forklaringen på Norges engagement på de internationale arenaer kan være, at landet har en stor olie- og gaseksport, der ikke kun har gjort det velhavende, men måske også har påberåbt sig en form for global social forpligtelse. En anden forklaring kan findes i det faktum, at Norge står uden for EU og derfor har mere at vinde ved at engagere sig med andre multilaterale organisationer end de nordiske lande.
Krigen i Ukraine har rokket ved selvforståelsen
I Norge har der traditionelt set ikke været så stor debat om regeringernes udenrigspolitik, men det er der begyndt at komme nu, forklarer Kjersti Lohne. Et eksempel var, da krigen brød ud, og man diskuterede, om man skulle sælge våben til Ukraine.
"I hovedtræk har Norges udenrigspolitik været relativt stabil i mange år. Nu ser man, at den begynder at slå sprækker. Det kom frem i diskussionerne om, hvorvidt man skulle give våben til Ukraine, og man ser det også i diskussioner om strømpriser, fordi de kobles til krigen i Ukraine. Skal man være solidarisk med Ukraine eller sikre sit eget land? Oliediskussionerne er et andet eksempel. Skal man drive miljøkamp eller fortsætte olieudledningen? Udenrigspolitik får en mere fremtrædende rolle nu, og det store spørgsmål er, hvad der så sker med de nordiske værdier. Holder vi fast ved, at vi identificerer os som forkæmpere for de humanitære, moralske værdier, eller kommer sikkerhed til at trumfe det moralske aspekt?” spørger hun og uddyber:
“Jeg synes, det er en interessant udvikling, for siden Anden Verdenskrig og særligt efter Den Kolde Krig har den vestlige liberale verdensorden været anført af USA og Europa. Det har vi i Norden nydt godt af, for vi er en del af den orden og har kunnet eksportere vores varer og værdier til resten af verden. Den orden er muligvis i forfald eller i hvert fald svækket og i krise. Ukraine er et godt eksempel på det, men også Kinas mere fremtrædende rolle, Englands udmeldelse af EU-samarbejdet, og det faktum at der er lande, som trækker sig ud af den internationale straffedomstol ICC. Det bliver spændende at se, hvordan Norden kommer til at agere i den nye verdensorden.”
