Stigende ulighed udfordrer den nordiske velfærdsmodel

I de nordiske lande bryster vi os af at være velfærdsstater, der ligger på verdenstoppen, når det kommer til lighed, og vi forventer, at staten omfordeler goderne til gavn for de svageste i samfundet. Men i de senere år er uligheden vokset, og det rykker ved forestillingen om et Norden i førertrøjen.

Kjetil van der Wel er professor på OsloMet og har stået i spidsen for projektet ‘Welfare state life courses: Social inequalities in the co-evolution of employment, health, and critical life events (WELLIFE)’, der er en del af call'en Nordic Register-based Research Projects. Forskerne i projektet har undersøgt årsagerne til den stigende ulighed i arbejdslivet og på sundhedsområdet og har blandt andet benyttet registerdata til dette arbejde.

“Indkomstuligheden i Norden er højere nu end i 1980’erne. Vi har historiske studier, som viser, at efter Anden Verdenskrig gik uligheden nedad, fordi velfærdsstaten blev opbygget. Så vendte den positive udvikling, og særligt siden årtusindskiftet har vi set en stigende ulighed. Sverige er faktisk det land i verden, som har haft den kraftigste stigning i indkomstulighed. Det siger noget om ændringerne vi ser lige nu i vores nordiske velfærdssamfund.“

“Forventningerne til de nordiske velfærdssamfund er høje, for vi er blandt de lande i verden, som er gået længst i omfordeling og har til hensigt ikke bare at hjælpe de grupper, som har det værst, men at løfte bunden mest muligt. Før vi gik i gang med vores forskningsprojekt, var der allerede kommet en del bekymringsfulde rapporter fra andre forskere og The Organisation for Economic Co-operation and Development (OECD), som var optaget af indkomst- og sundhedsulighed. De konkluderede, at der ikke er mindre sundhedsulighed i de nordiske lande end andre steder i Europa,” siger han og tilføjer:

”Det er vigtigt at finde årsagerne til den stigende ulighed, fordi de nordiske regeringer bakker stærkt op omkring den nordiske velfærdsmodel og siger, at det, vi ser lige nu, er en uønsket udvikling.”

Det nordiske paradoks

WELLIFE er et tværfagligt team, som består af blandt andet demografer, medicinere, sociologer og sundhedssociologer. I projektet er der forskere fra Norge, Sverige, Finland og Danmark, og de har tilsammen publiceret 33 forskningsartikler, der belyser social ulighed.

”De nordiske velfærdsstaters økonomiske bæredygtighed er afhængig af, at traditionelt svagere grupper inkluderes på arbejdsmarkedet. Disse grupper omfatter personer med reduceret sundhed, kort uddannelse, indvandrere, kvinder og de ældste og yngste i arbejdsdygtig alder. Vi ved, at de sociale uligheder i sundhed er steget i de seneste årtier og er på niveau med andre europæiske lande med langt mindre udbyggede velfærdsmodeller. Dette omtales i forskningslitteraturen som et nordisk paradoks.”

Vi fremhæver ofte vores nordiske velfærdssystemer. Ligger vi ikke allerede på verdenstoppen, når det kommer til at hindre sociale uligheder?

”Absolut. Jeg ser ikke nogen grund til at tegne et dystert billede af situationen, men vi kommer fra en situation, hvor de nordiske stater har fået gennemført store tiltag i forhold til social tryghed og omfordeling, men nu er der kommet en ny bevægelse. Selvom tendensen ikke er dramatisk, og at vores levestandard stadig er usædvanlig høj i de nordiske lande, så bør vi følge med på ændringerne, der antyder, at vi har bevæget os et stykke væk fra det oprindelige formål med den nordiske velfærdsstat.”

Social baggrund har stor betydning senere i livet

Kjetil van der Wel understreger, at selvom størstedelen af befolkningen har det godt, så er der grupper, som falder udenfor, og det er hovedsageligt folk fra lavindtægtsfamilier, de som oplever kritiske livshændelser, alvorlig sygdom eller arbejdsløshed. Det er den langvarige eksponering for dårlige levevilkår, som er mest bekymringsværdig ifølge Kjetil van der Wel, og det er ofte de samme grupper, som bliver ramt, viser projektets forskningsresultater. Det betyder, at jo flere af de ovennævnte grupper, man befinder sig i, jo vanskeligere er det at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

“Vi ser også, at social baggrund og familiens ressourcer betyder meget for, hvordan det går senere i livet. Sker der livskritiske hændelser, kan en ressourcestærk familie være en beskyttende faktor. I familier med højere indtægt, bliver konsekvenserne altså mindre. Koblingen mellem familie og egen sundhed og velfærd som voksen har velfærdssamfundet forsøgt at bryde, men det er vanskeligt at undgå helt,” siger han.

Er idealet et samfund uden socioøkonomiske forskelle?

“Velfærdssamfundenes mål er ikke at opnå resultatlighed, men man er optaget af, at der skal være lige muligheder for alle. Det skal altså ikke være nogen hæmning, hvis din sundhedstilstand er dårlig, eller du er vokset op i en ressourcesvag familie. For dem, som gerne vil tage en uddannelse og få et arbejde, så skal det være muligt, og da indebærer det, at der må være en præmiering, og derfor vil en vis indkomstforskel for mange opleves som retfærdig, men når forskellene bliver for store, kan det blive et problem,” siger han og tilføjer:

“Det er ikke let at pege på en, der har ansvaret for at mindske ulighederne. Det er ikke kun politikernes ansvar, for arbejdsgiverne spiller også en rolle i at ansætte folk med forskellige forudsætninger. Også sundhedsprofessionerne har ansvar for at hjælpe, når det kommer til alt fra fødselshjælp, skolegang, og tilbud til psykisk syge. Det er derfor ikke let at sige, at hele ansvaret ligger et sted, men det er klart, at politikerne har et særligt ansvar, og fordi mange af velfærdsinstitutionerne er politisk styret, så er det også politikerne, der udformer den sociale sikring.”